Category "Museum"

9nov2009

Danmarks længste museum har kørende sporvogne fra hver af de danske sporvejsbyer, samt fra flere udenlandske byer. På museet kan du tage sporvognen ud i det grønne og f.eks. tage en travetur til den idylliske Hundevad Sø nær endestationen Eilers Eg. I remiserne ved forpladsen er der udstillet sporvogne og busser, som du har mulighed for at komme op i. Desuden er der skiftende udstillinger omkring sporvejs- og busdriften i Danmark.

9nov2009

Oplev en blanding af natur og kultur med mange aktiviteter for hele familien. Deltag i skattejagten, prøv “Jungleeventyrstien” i Parken, eller blot gå en tur og se de spændende skulpturer, skabt af naturens egne materialer, som f.eks. løvehovedet der er lavet af roden fra et 300 år gammelt træ. Se det Gamle Køkken og Fangehullet eller gå op i de pragtfulde sale og forestil dig hvordan man levede dengang.

For børn er der masser af “sjov” historie i hovedbygningen, ikke mindst Det Gamle Køkken og Fangehullet. I parken findes den spændende Jungle-eventyrsti, en sommerjungle gennem store skræpper, med hængebro, svingtov, træer med rødderne opad, mærkelige dyr og kreationer.

Mens de voksne dækker op til frokost i picnic-området, kan børnene lege videre på den lille legeplads eller gå på skattejagt i parken.

9nov2009

Vinterhaven i Glyptoteket med dens subtropiske palmer og guldfisk virker som en magnet på børn, og museets samlinger er også spændende set fra barnehøjde. Øjet kan gå på opdagelse i et væld af detaljer i værkerne og salenes udsmykning. Børn forundres og stiller ofte en masse spørgsmål, som også kan udvide de voksnes horisont. Glyptoteket tilbyder omvisninger for børn i skolernes vinterferie og efterårsferie. De er gratis for børn og forældre, men voksne skal betale entre på museets betalingsdage. Bemærk at der er gratis adgang søndag.

9nov2009

Bunkermuseet består af den 3000 m2 store museumsbunker, der under 2. Verdenskrig rummede en af fire store 38 cm skibskanoner, som sammen med et batteri i Kristiansand i Norge havde til opgave at spærre indsejlingen til Skagerrak. Flere af bunkerens rum er ført tilbage til deres oprindelige udseende, så man kan se, hvordan de tyske soldater levede.

9nov2009

Her er museet for de våbenglade små purker. Du finder en omfattende udstilling af geværer, rifler, pistoler og kanoner. Derudover findes der sværd, rustninger, morgenstjerner og mange andre gamle våben. Tøjhusmuseets samlinger omfatter alle typer af militært materiel fra våben over uniformer og faner til moderne køretøjer og fly. Der er også mulighed for at se den danske undervandsbåd SÆLEN. Bemærk onsdag gratis adgang bortset fra ved særarrangementer.

9nov2009

Det lokalhistoriske museum i Holbæk består af 13 gamle bygninger fra 1600-, 1700- og 1800-tallet. Det er enestående i Danmark, at der i en købstads gamle bykerne er bevaret et helt kompleks, hvor alle bygninger ligger på deres oprindelige plads, undtagen købmandsgården, der blev flyttet til museet i 1937.

9nov2009

Meget flot og velholdt mølle, hvor man hver tirsdag og torsdag i sommermånederne (juni-august) kan få en guidet tur i møllen, og hvis vindforholdene tillader det, opleve møllen køre.

9nov2009

Et besøg i Køge Mini-By er en spændende oplevelse, som taler til fantasien hos både børn og voksne. Her ser man hvordan Køge så ud for godt 150 år siden. Man kan gå i gaderne mellem husene, som alle er en tro kopi af de gamle huse bygget i størrelsesforholdet 1:10. Mange af husene eksisterer endnu og kan ses på en gåtur i Køge By. For børn er det som at gå i en by af dukkehuse.

9nov2009

Orlogsmuseet er den danske Flådes museum. På museet kan du se modeller af skibe, lige fra de gamle sejlskibe til de nye missil-torpedobåde. Dertil en masse instrumenter, uniformer, galionsfigurer og mindre både. Du finder også et Børnemuseum, hvor der på den ene væg er opbygget en skibsside fra et stort dansk orlogsskib med kanoner og tilhørende kanonbåd. Langs den anden væg findes en kaj fra sejlskibstiden. En udendørsdel med en høj mast er ved at blive etableret. Gratis adgang hver onsdag.

9nov2009

På Spejdermuseet finder du udstillinger af ting og sager fra spejderbevægelsens start for omkring 100 år siden til idag. Det specielle ved museet er – udover den unikke beliggenhed i marinens gamle patronværksted – at du får en guidet rundvisning. På området er der adgang til at spise sin medbragte mad, og der er fri adgang til en stor bålplads.