Category "Museum"

9nov2009

På kunstmuseet Trapholt kan børn og voksne sammen opleve kunst og design. Museets særlige profil for børnefamilier går ud på, at børn og voksne i ro og mag skal have mulighed for at opleve kunst sammen. F.eks finder man omkring på museet “PilfingerZoner” (skifter jævnligt) hvor voksne og børn sammen kan løse enkle opgaver, som udforsker kunst og design. Der er også en skattejagt, som bringer familien rundt i museet. Helt specielt er det “Sorte Rum” hvor et enkelt maleri kan opleves på nært hold med interaktive lege. For børn i alderen 3-12 år er der desigeventyr, som man sammen kan læse i den gode stol i møbelmuseet, hvorefter børn og voksen sammen finder “personerne” fra eventyret på en stolejagt rundt i museet.
Trapholt er ikke et larmende “børnemuseum” men et kunstmuseum for børn og voksne som ønsker ligebyrdige fælles oplevelser med kunst og design som omdrejningspunkt.

9nov2009

Kronborg byder på masser af oplevelser for børn. Udover de mange særarrangementer i forbindelse med skoleferierne har slottet også en række permanente aktiviteter for børnene.

Opgavehæftet ”Kronborg for børn” er en af dem. Hæftet indeholder en række spørgsmål, som børnene kan besvare på deres vej gennem slottets sale. Kan der f. eks være en hel fodboldbane i Dansesalen? Og hvorfor er slottets mure så tykke? Spørgsmål som disse pirrer nysgerrigheden og giver på en underholdende måde forståelse for, at Kronborg gennem 600 år har gennemgået store forandringer.

I et rum kan man bygge Lego-modeller af slottet eller andet, man er blevet inspireret til på sin tur gennem de kongelige sale. Der er også mulighed for at tegne eller male sine oplevelser. I et andet rum kan man udforske Kronborg på en helt anden måde. Der er nemlig opstillet en model af Kronborg i størrelsesforhold 1:30, som børnene kan klatre på.

9nov2009

Landsbymuseet er en samling af ting og sager fra “gamle dage” eller fra bedstemors og oldefars tid. Den er meget rummelig, således findes der en skolestue, frisørsalon, tømrerværksted, køkken, stuer , kirke og meget meget mere. Der kommer mange skoleklasser på besøg. Og det bedste: man må gerne røre ved tingene!

9nov2009

Kroppedal er Danmarks Astronomiske Museum. Herfra ser man den samme himmel som Ole Rømer så, da han i 1704 grundlagde sit landobservatorium på grunden. Museet har en fast udstilling, hvor børnene kan stifte bekendtskab med kalendersystemer, mål og vægt, vandforsyning og landmåling. Kroppedal har gratis entré og er åbent for alle. Kroppedals ligger naturskønt og giver rig lejlighed til at forene museumsbesøg med en udflugt i det grønne. Se markens blomster og skovens træer, og oplev fuglekvidder og fugletræk før eller efter en time i selskab med gamle astronomer, jernalderbonden eller industriarbejderen.

9nov2009

En flot samling minihuse der er bygget efter huse i byen. Man kan komme ind og se dem bygge, og få fortalt hvor man kan finde de rigtige huse. I Minibyens arbejdende værksted kan du opleve, hvordan frivillige borgere og ildsjæle genskaber de gamle huse i skala 1:10, som de stod omkring 1900. Alt er gratis men de modtager gerne et lille bidrag. Kl. 09.00 – 12.00 åbent alle dage, undtagen torsdag, lørdag og søndag

9nov2009

Vildmoseporten er et oplevelsessted for børn og voksne. Børnene kan rutsje 3000 år tilbage i tiden gennem en moseeg, klæde sig ud i mosekonetøj, snitte figurer og ofre dem i mosen, klæde sig ud i jernaldertøj, presse formtørv, lave kartoffeltryk og bowle med kartofler. De voksne kan se mosens liv gennem 4 billedtemaer: Historie, natur, landbrug og råstoffer. Der arrangeres også guidede ture torsdage i juli og august og guider turistbusser rundt i området. Man kan forøvrigt prøve en anderledes ferie ved at leje sig ind i stuehuset, der er restaureret som det så ud i 1949.

9nov2009

Valdemars Slot ejes i dag af Caroline Fleming, der har slået dørene op til sit fantastiske hjem for at dele ud af den historie, som slottet og de omkringliggende bygninger kan fortælle om den familie, som hun er 11. generation af. Kom og oplev historisk storhed og ægte sydfynsk stemning. De mange attraktioner byder på et utal af indholdsrige og familievenlige oplevelser i særklasse – Valdemars Slot er stedet hvor fortid og nutid danner ramme om en uforglemmelig dag.

For børn: Skattejagt på slottet. Spændende quiz med spørgsmål om slottet og de mange ting man møder.

9nov2009

Flot samling af 80 traktorer, alle i fin stand. Et spændende sted for alle drenge og fædre,der er traktorintresserede. Morsø Traktormuseum er landets ældste traktormuseum og samlingen blev grundlagt for mere end 27 år siden.

Åbent juni-oktober.

9nov2009

Nazisterne byggede en “Atlantvold” med bunkers hele vejen langs den europæiske vestkyst. Tirpitz-stillingen ved Blåvand skulle sammen med en kanonbunker i Hanstholm kunne beskyde de allieredes skibe i hele Nordsøen. Bunkeren blev bygget, men kanonen nåede aldrig helt frem, før 2. Verdenskrig sluttede. Man kan komme ind i bunkeren og se, hvor stort rummet til den planlagte kanon har været. Besøget i bunkeren tager cirka et kvarter, og er derfor velegnet til børnefamilier, der gerne vil opleve en af de mange bunkers indefra.

9nov2009

På museet kan du nærstudere ravklumper med blade og insekter, der er mange millioner år gamle. Museet viser en masse ting, der er lavet i rav. Det er nemlig ikke kun smykker, rav kan bruges til! Du kan for eksempel se et modeltog, der er skåret ud i ravstykker. Museet er ikke umiddelbart bygget til børn, men hvis man tager sig tid til at nærstudere ravklumperne og de mange underlige ting, der er udført i rav, kan børn alligevel få meget ud af museet.