Far bestemmer – en drengerøvsfødselsdag !
Lad farmand komme på banen og give drengene en ordentlig omgang fødselsdag!
Feststemning
Tæppeø i haven:
Pynt og udsmykning kan jo hurtigt blive lidt småtøset, så her må tænkes nyt. Hvis du gerne vil slippe for gulvvask, og det vil du garanteret gerne, så spis udenfor. Jeg plejer at sige, at slud og hård kuling er eneste undskyldning for at trække indenfor!
Smid tæpper og puder i en stor ø i haven, parken eller gården.
Har du og fødselsdagsbarnet tid, så byg en stor ring rundt om tæpperne med sten, grene eller barnets figurer og legetøj der skal faktisk ofte kun meget enkle midler til at skabe en særlig stemning.
Sæt fødselsdagsbarnets legetøj ovenpå nogle af stenene og placer sværd, spyd eller grene lodret rundt omkring i cirklen. Tegn eller mal eventuelt flotte symboler eller barnets forbogstav på nogle af de store sten. Så er den i vinkel!
Mad
Byggeburger:
En byggeburger er et oplagt valg til en drengefødselsdag skal det være rigtig overskudsagtigt, så står bålet klar og ulmer, mens du former bøfferne og smider dem på bålristen! En pande kan selvfølgelig også gøre arbejdet.
Men bål og ild er sejt og der kan grilles skumfiduser på lange pinde, når burgerne er guflet.
Til byggeburgerne skal du bare flække bollerne og lægge dem i en skål, brug en mayo i tube, som er let at håndtere for ungerne, salat, tomat, agurk og hvad I ellers måtte drømme om at putte i burgeren, skæres i skiver og lægges separat i skåle.
Smid nogle plastikposer eller en voksdug i midten af øen og stil skålene med de forskellige ingredienser derpå. Så skal der bygges burger og du slipper for tudeprinser og brølehoveder, for alle vælger selv hvad der skal i deres burger.
Cool isbil:
De bliver garanteret ellevilde når du fremtryller en supercool isbil!
Du skal bruge to blokke is – de der i pap-firkanter fra supermarkedet. Plus ungernes yndlingsslik. Skær den ene blok ud, så du får skærme, kølerhjelm og hvad du ellers kan finde på du vælger jo selv om det skal være en sportsvogn eller en lastbil. Slikket bruges til hjul, lygter, udstødningsrør, håndtag osv.
Du skal dog ikke nørkle alt for længe med isbilen så der skal rykkes rimelig hurtigt hvis den stadigvæk skal være cool og ikke smeltet, når du bærer den ud til drengene!
Orker du ikke isbilen, så læg i stedet isen på et fad og overhæld den med et bjerg af ungernes yndlingsslik det vil helt sikkert også gøre dig til dagens sejeste far.
Lege
Byggeværksted:
Et skrammelværksted vil, med garanti, være et hit. Og hvad er mere maskulint end at sidde med hver sin pistol i hånden og skyde med lim?! Her får du og drengene virkelig lov at gi´den gas og bygge vilde, skøre og seje figurer, robotter og hvad I ellers kan finde på. Det eneste som du skal anskaffe er nogle limpistoler (kan købes i alle byggemarkeder til 70 kr stk) og en bunke skrammel.
Bed drengene tage noget skrald og gammelt legetøj med hjemmefra. Split det hele ad og læg det i en kæmpe bunke på bordet. Tænd for limpistolerne og kom i gang med at bygge!
Start med at finde den ting der skal være kroppen det kan for eksempel være en tændstiksæske. Med limpistolen limer du arme, ben, hoved, ører på æsken, de kan eksempelvis bestå af rawplugs, møtrikker, skruelåg og et par tørrede bønner som ører.
Eller brug en dåse som krop og lim legetøjsben- og hoved på – vupti så har du en dåsegris med ninjaben!
Alt kan bruges knapper, søm, skruer, toiletruller, småsten, legetøjsdele m.m. Brug gerne tid på sammen at snakke om og diskutere, hvordan de sjoveste figurer skabes.
I kan også starte med at gå på jagt i området og finde ting og skrald til at bygge figurerne af det kan blive en spændende leg i sig selv at finde godt bygge-skrammel.
Smitteleg:
Trænger drengene til at spurte forvirret rundt og råbe og skrige?
Så stik to af drengene hver en håndfuld farvede papirstrimler (foreksempel røde og grønne) og sig at de skal se hvem der kan smitte flest af de resterende unger.
Når en dreng er blevet fanget får han nogle at smittebærerens strimler og skal selv smitte videre. Når alle er blevet smittet, tæller I om der er flest grønne eller røde smittede.
Husk altid
Sørg for at der til fødselsdagen også er tid til, at drengene selv kan finde på lege.
Men hav en ekstra aktivitet i baglommen, hvis der pludselig opstår krise og slåskamp.
Og kokser det helt, så er det sgu okay at smide en film på dvd´en og stikke dem hver en pose slik!!
Du kan læse meget mere om kreative ideer til børnefødselsdage i Silles bog: Supersjov med ungerne.
Sille Kongstad
www.sillekongstad.dk